23948sdkhjf

Løvens Hule-succes brager fremad: Vi skal indtage verden så hurtigt som muligt

For mange deltagere i Løvens Hule ender oplevelsen med at blive 15 sekunders berømmelse og en retur til hverdagen, når kameraet slukker.

Men for virksomheden Min Bedste Bog går det strygende. Alle fem dommere var i 2015 så begejstrede for ideen, at de hver skød 200.000 kr. i projektet, og seks år senere er de stadig med ombord.

Christian Stadil og Ilse Jacobsen sidder med i bestyrelsen, og også Tommy Ahlers, Jesper Buch og Birgit Aaby ejer fortsat 10-15 pct. af Min Bedste Bog.

- Der går ikke en uge, hvor jeg ikke snakker med enten Christian eller Ilse – primært Christian. De yder hjælp, viden og knowhow. De har prøvet alle mulige ting, hvor vi er nye. Det nyder jeg godt af både personligt og for virksomheden, siger direktør Rune Thyboe Vejersø og tilføjer, at forholdet til de øvrige tre mere er som forholdet til almindelige investorer generelt.

- Jeg har et supergodt forhold til dem. Det er et match made in heaven.

Raketvækst i et atypisk år

Sidste år voksede overskuddet i Min Bedste Bog med over 60 pct. til 7,4 mio. kr., og flere end nogensinde købte de personliggjorte bøger til deres børn og børnebørn – blandt andet for at skabe nærvær i en tid, hvor folk har skullet holde afstand.

- Det er svært at få armene ned. Vi er meget taknemmelige og ovenud lykkelige. Jeg kommer fra en festivalbaggrund, så det er ikke tabt på mig, at vi skal være ydmyge over vores succes, siger direktør Rune Thyboe Vejersø og fortsætter:

- Vi er lykkedes i et svært år. Vi har mærket et opsving pga. corona – mange forældre har haft mulighed for at være mere sammen med deres børn. Vores produkt er ikke digitalt, der er ikke en iPad involveret.

Fortsætter ekspansion

Min Bedste Bog er på markedet i 19 lande, men det er kun et spørgsmål om tid, før flere markeder bliver erobret.

- Vi fortsætter udrulningen til nye markeder og skal indtage verden så hurtigt som muligt. Men vi har også en måde at gøre det på: Vi har dedikerede country managers fra de pågældende lande, som sidder på vores hovedkontor i Skejby. Det kræver lidt at have det setup. Hvis vi skulle finde en engelsk country manager i England, ville det nok være lettere end at finde en i Aarhus, der har erfaring med marketing, salg, litteratur osv., siger Rune Thyboe Vejersø og understreger, at de kun åbner for nye lande, hvis de har de rigtige mennesker.

I første omgang vil man ”gøre rent bord” i EU, og så fortsætter den amerikanske drøm ellers.

Tiden efter corona skaber usikkerhed

Som en af de virksomheder, der har set en kraftig vækst pga. coronapandemien, er det ikke nødvendigvis med udelt begejstring, man går fremtiden i møde. Det er ikke givet, at væksten fortsætter i det tempo, Min Bedste Bog oplevede sidste år.

- Det bør give mere stabilitet – det gør det sikkert for nogle – men for os skaber det en smule usikkerhed. Nu havde vi vænnet os til, hvordan verden ser ud. Men hvad sker der, når folk kommer ud igen? Det kan være, folk synes, de har købt rigeligt nu; det er vi først ved at lære nu, siger bogfirmaets direktør.

Baseret på udviklingen, der indtil videre har været i år, er der dog ikke noget, der tyder på, at folk stopper med at købe de personlige børnebøger, vurderer Rune Thyboe Vejersø.

My Best Book ApS
Mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 18,8 11,7
Resultat af primær drift 8,9 5,7
Resultat før skat 9,2 5,9
Årets resultat 7,4 4,6
Balancesum 25,9 16,5
Egenkapital 15,2 7,7
Antal ansatte 22 12
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113